Forside
View my profile in English
Velkommen til mit site.
Jeg har været i musikbranchen i snart 30 år, men det føles som om det var i går at jeg skulle til audition hos Kim Larsen, der var i gang med at indspille et album som kom til at hedde “Midt Om Natten”, der stadig den dag i dag, er det mest solgte album overhovedet i Danmarkshistorien. Siden hen fulgte en masse fantastiske oplevelser som helt oversteg mine forventninger til livet, da jeg gik og hævede bistandshjælp ude i Ballerup i begyndelse af 80´erne.
I dag kan jeg se tilbage på en tid som studie og live trommeslager fra 1983 og cirka et årti frem, hvor jeg indspillede og spillede live med alt fra Lille Palle (Farmor Ska´Ha´Bajere) til Sanne Salomonsen, og fra Birthe Kjær til Palle Mikkelborg (Årets Jazzalbum i 1993), hvis jeg da ikke lige sad i et TV-show og rørte i gryderne. Efter den periode begyndte jeg at producere og skrive musik, og ramte plet sammen med Jacob Haugaard, med landeplagen “Hammer Fedt” fra 1995. Jeg blev også involveret i at udføre “talentpleje”, eller være A&R manager som det hedder i dag, og blev ansat som A&R chef på Metronome-Replay records i midten af halvfemserne, hvor jeg bl.a. organiserede soundtracket til filmen “Hannibal og Jerry”, skrevet og instrueret af Wikke og Rasmussen.
Mit liv i showbizz er en bredspektret størrelse idet jeg producerer musik i mit studie, skriver popsange som når de er mest iørefaldende er endt på 1.pladsen i USA og Japan, qua mit samarbejde med Warner-Chappell Music. Jeg spiller på trommer i forskellige live-sammenhænge, underviser og arbejder med at udvikle nye talenter. Jo, der er skam rigeligt at tage sig til i en branche som er fuld af udfordringer, men hvor glæden ved at skabe og spille musik er uforandret.
Denne nye hjemmeside som jeg er stolt af at kunne præsentere for jer som måtte finde den interessant, er designet af Søren Mortensen fra Idezign. Billederne er taget af bl.a. Carsten Weide, Joachim Solberg, Claus Sletting, Nynne Pors og Arne Wolfsberg.